Økonomisk pres påvirker trivslen i hver tredje børnefamilie

Økonomiske problemer kan have konsekvenser langt ud over familiens budget. En ny undersøgelse fra If viser, at næsten hver tredje danske forælder oplever, at økonomisk pres påvirker familiens trivsel negativt.
Undersøgelsen, der er foretaget af analyseinstituttet YouGov blandt 1.019 danske forældre med børn mellem 0 og 17 år, viser, at 31 procent peger på økonomisk pres som en belastning for familiens hverdag.
”Det er bekymrende, at så mange børnefamilier oplever at være ramt af et økonomisk pres. Én ting er, at økonomien kan sætte begrænsninger i hverdagen for familien. Noget andet er, at økonomiske bekymringer kan føre til stress hos forældrene, konflikter og ustabilitet i familien, som kan påvirke både børn og voksne,” siger Kasper Baunkjær Olsen, chef for personforsikringer i If.
Der er forskel på tværs af landet. I Region Syddanmark oplever 36 procent af forældrene, at økonomisk pres påvirker familiens trivsel negativt. I Region Sjælland og Region Nordjylland gælder det 32 procent, mens tallet er 31 procent i Region Hovedstaden og 25 procent i Region Midtjylland.
Dansk Sundhedssikring, som er ejet af If, genkender udviklingen og peger på, at økonomiske bekymringer kan påvirke den mentale sundhed.
”Økonomi er en af de faktorer, der virkelig kan påvirke den mentale sundhed. Vores erfaring er, at det for eksempel kan ramme trivslen, hvis man bliver fyret eller mister evnen til at arbejde, ikke kun hos den enkelte, men hele familien,” siger Claraamalie Rosenboje, udviklingschef for afdelingen Mental Sundhed i DSS.
Faktaboks: Økonomisk pres og familiers trivsel
- Undersøgelse: Foretaget af YouGov for If blandt 1.019 danske forældre.
- Periode: Interviews gennemført 3.-21. februar 2026.
- Målgruppe: Danskere med børn mellem 0 og 17 år.
- Økonomisk pres: 31 procent oplever, at økonomisk pres påvirker familiens trivsel negativt.
- Region Syddanmark: 36 procent oplever negativ påvirkning fra økonomisk pres.
- Region Sjælland og Region Nordjylland: 32 procent oplever negativ påvirkning.
- Region Hovedstaden: 31 procent oplever negativ påvirkning.
- Region Midtjylland: 25 procent oplever negativ påvirkning.
- Andre faktorer, der påvirker trivsel negativt:
- Egen eller partners mentale helbred: 23 procent.
- Belastningen ved at få familieliv og hverdag til at hænge sammen: 23 procent.
- Børns helbred: 21 procent.
- Højt arbejdspres: 21 procent.
- Råd fra Dansk Sundhedssikring: Gør noget aktivt, gør noget sammen og gør noget meningsfuldt baseret på ABC-tilgangen til mental sundhed.






Accepter kun nødvendige cookies