AIDS-Fondet advarer: Fremskridt mod hiv kan blive sat over styr

Den globale kamp mod hiv har de seneste årtier opnået markante resultater, men nye nedskæringer og begrænsninger af rettigheder risikerer at bremse udviklingen. Det fremgår af en ny rapport fra UNAIDS, som får AIDS-Fondet til at slå alarm.
Siden 2010 er antallet af nye hiv-infektioner faldet med 42 procent, og antallet af aids-relaterede dødsfald er faldet med 57 procent. Samtidig havde 78 procent af verdens hiv-positive adgang til behandling i 2025.
Ifølge AIDS-Fondet er udviklingen dog truet af faldende finansiering til hiv-indsatser. UNAIDS vurderer, at bistanden til hiv-specifikke indsatser faldt med 18 procent fra 2024 til 2025, hvilket især har ramt forebyggelse og test.
"Vi står ved en skillevej, hvor der er en klar plan for den globale kamp mod hiv, og vi kan se, at den virker. Målet er indenfor rækkevidde, men verdenssamfundet tøver eller går den forkerte vej. Vi risikerer at miste vigtige fremskridt, og det vil ødelægge millioner af liv verden over," siger Lars Christian Østergreen, direktør i AIDS-Fondet.
Organisationen peger også på, at diskrimination og lovgivning mod udsatte grupper kan forhindre adgang til behandling og forebyggelse. UNAIDS vurderer blandt andet, at risikoen for hiv er markant højere blandt stofbrugere, mænd der har sex med mænd, sexarbejdere og transkvinder.
"Tallene er stadig alt for høje for en sygdom, der både kan forebygges og behandles. Vi skal huske, at det ikke bare er tal og statistik. Bag tallene gemmer sig mennesker, som bliver syge og dør, hvis vi ikke holder fast i de målsætninger, verdens lande har lovet hinanden," siger Lars Christian Østergreen.
AIDS-Fondet fremhæver dog, at det fortsat er muligt at nå målet om at afslutte aids som en folkesundhedstrussel inden 2030, hvis verdens lande fastholder deres investeringer og rettigheder for udsatte grupper.
Faktaboks: Global hiv-status 2025
- Antal mennesker med hiv: 41 millioner mennesker lever globalt med hiv.
- Nye hiv-infektioner: 1,2 millioner mennesker blev smittet med hiv i 2025 – et fald på 42 procent siden 2010.
- Aids-relaterede dødsfald: 570.000 mennesker døde i 2025 – et fald på 57 procent siden 2010.
- Behandling: 78 procent af mennesker, der lever med hiv, var i medicinsk behandling i 2025.
- Afrika syd for Sahara: Omkring halvdelen af alle nye hiv-tilfælde i 2025 fandt sted i regionen.
- Kvinder i Afrika syd for Sahara: Står for seks ud af ti nye hiv-tilfælde i regionen.
- Finansiering: Bistanden til hiv-specifikke indsatser faldt med 18 procent fra 2024 til 2025.
- UNAIDS-rapporten: Udgivet i forbindelse med AIDS 2026, der afholdes i Rio de Janeiro 26.-31. juli 2026.






Accepter kun nødvendige cookies